De fattige i ånden og de enfoldige

Bjergprædikenen, Matthæus 5

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Nogle oversættelser siger ”de enfoldige”, i den tro at ”de fattige i ånden” betyder de svagt begavede eller de naive eller de ukultiverede. Men det er forkert.

Luther gør klart, at de fattige i ånden er noget helt andet.

At være åndeligt fattig handler ikke om begavelse eller uddannelse, og heller ikke om at være materielt rig eller fattig, men det handler om ens holdning til materiel rigdom og fattigdom. Man må gerne være rig, eller stræbe efter at blive rig, hvis man vil, men man må ikke gøre det til formålet med det hele. Man må ikke gøre sig åndeligt eller psykisk afhængig af sine materielle goder. Man må heller ikke tro, at ens rigdom (eller fattigdom, for den sags skyld) er tegn på, at man er moralsk overlegen. De åndeligt fattige er altså dem, hvis sindstilstand og selvtillid er uafhængige af deres materielle success.

De fattige i ånden er dem, der ikke er materialister.

Som Luther skriver i Jesu Kristi Bjergprædiken:

Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud.

Om at føle sig moralsk overlegen fordi man er rig, skriver han:

[Folk på Jesu tid troede at]: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

Om at føle sig moralsk overlegen, fordi man er fattig, skriver Luther:

… i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anordning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. …. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge, ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en Herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke meningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen Herre og fyrste. …

Jesus tog ikke afstand fra dødsstraf

Ricardt Riis antyder i Dawkins igen at Jesus vendte sig mod den gammeltestamentlige regel om dødsstraf for utugt. Han henviser selvfølgelig til Johannes-evangeliet 8,1-11 ”om horkvinden, der førtes frem for Jesus, og Jesus, der beder den, der er syndfri om at kaste den første sten, hvorefter de går bort, de ældste først.”

Men Jesus vender sig ikke mod dødsstraf som sådan. Det, han vender sig mod, er, at straffen udføres af selvretfærdige lægfolk. Han udtaler sig hverken for eller imod dødsstraf, hvis den udføres af en behørigt autoriseret bøddel.

Jesus skelner, ligesom Luther, mellem det åndelige og det verdslige regimente. Om der skal være dødsstraf eller ej er et politisk spørgsmål, som hører under det verdslige regimente, og det blander Jesus sig ikke i. Om almindelige lægfolk skal give afløb for deres selvretfærdige harme ved at stene en forbryder, hører derimod under det åndelige regimente, og her siger Jesus fra. Ikke fordi han nødvendigvis er imod dødsstraf, men fordi han er imod selvretfærdighed og moralsk fordømmelse.

Hvad med lidt nærlæsning af teksten?

v10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« v11 Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Det her handler tydeligvis om moralsk fordømmelse, ikke om kriminallovgivning. Vi må ikke fordømme hinanden moralsk. Straffelovgivning er en helt anden sag, som Jesus ikke beskæftigede sig med.

Det er faktisk ret slående, at Jesus ikke fordømte kvinden. Hun var forbryder efter datidens lovgivning, og utugt var umoralsk ifølge Jesus.

Hvis Jesus ikke fordømte umoralske forbrydere, hvad er så meningen med, at vi andre går rundt of fordømmer og dæmoniserer vores politiske modstandere?

Luther mente iøvrigt heller ikke, at Jesus vendte sig mod dødsstraf. I Jesu Kristi Bjergprædiken, Matthæus 5-7, skrev han:

Men til en dommer siger han [Jesus]: Slår du ikke ihjel og straffer, så skal du selv straffes.

Det her er Luther’s egen fortolking, for Jesus opstiller faktisk ikke direkte den citerede regel for dommeres embedsførelse. Men sætningen viser, at Luther ikke opfattede historien om den utugtige kvinde som et indlæg mod dødsstraf.

Religionsfrihed

Ricardt Riis skriver i Tossegodhed eller kristentro, at ”det hører med til vor kristne arv, at staten skal være sekulær: den skal ikke favorisere den ene religion fremfor den anden.”

Det kan ikke passe.

For det første var katholicismen og siden den lutheranske protestantisme statsreligion in Danmark i mange århundreder. Det var forbudt at dyrke andre religioner, medmindre man havde fået lov til det som et særligt privilegium.

For det andet favoriserer staten stadig folkekirke-kristendommen.

For det tredie er det et politisk spørgsmål, om staten skal favorisere den ene religion frem for den anden, og den lutheranske kristendom, som er vores arv, har ikke noget at sige om politik. Religionsfrihed, forstået som friheden til at dyrke andre religioner, var en ide, som kom fra den franske revolution, altså bestemt ikke fra kristendommen. Et påbud om at tro på kristendommen ville høre til det verdslige regimente, og det kan derfor ikke høre til den kristne arv. Men også religionsfriheden hører til det verdslige regimente. Friheden til at tro eller ikke tro på kristendommen, men ikke friheden til at dyrke andre religioner, ligger altså i vores kristne arv.

Krævementalitet på andres vegne er i orden

I Matthæus 5, 5 siger JK:

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

De sagtmodige er dem, der holder igen på deres krævementalitet.

Luther, i Jesu Kristi Bjergprædiken, forklarer sagtmodighed ved dets modsætning: at være “… skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., … Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, som den, der vil træde alting under sig, aldrig vil tåle eller vige, men fare frem som et hårdt vejr, ikke vil eller kan lade nogen komme til orde eller holde ham noget til gode, men øjeblikkelig farer op og buldrer løs, og ikke tænker på andet end på at hævne sig og slå igen.”

Luther kommenterer Matthæus:

[…] Her må du for det første atter forstå, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig. Den fører sværdet for at straffe de onde […]

Ifølge Luther er det altså ikke i strid med kristendommen, at øvrigheden straffer med brug af magt (”fører sværdet”). At føre sværdet betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis dødsstraf.

Han [Jesus, altså] taler nu blot om enkelte personer, hvordan enhver for sig skal forholde sig imod andre, uden for embedet og det offentlige styre; således som far og mor, […] hvor de ikke udøver deres fader og moderembede, […].

Altså, når man handler som ansvarlig for andre, på embeds vegne, behøver man ikke at være sagtmodig. Deraf overskriften, krævementalitet på andres vegne er i orden.

Der er et andet interessant tema i citatet ovenfor, nemlig at en far og en mor har et ”forældreembede”, og i udførelsen af dette embede behøver de ikke følge de kristne moralregler. Kristendommen er for eksempel ikke en hindring for, at forældre giver deres børn klø, forudsat at det sker i forbindelse med udøvelsen af forældreembedet, hvilket vel vil sige, at det sker til børnenes bedste. De fleste af os moderne danskere tæver selvfølgelig ikke vores børn, men det har ikke noget med kristen moral at gøre, det er bare fordi vi ikke synes, at det er en god ide.

[…] man må gøre forskel på de to ting: embedet og personen. Det er en hel anden mand den, som hedder Frank eller Morten, og den, som hedder kurfyrste eller doktor og præst.

En præst og en doktor – det vil formodentlig sige en teologisk doktor eller en teologiprofessor – er embedsmand, og i udførelsen af deres embeder som teologiprofessorer og præster behøver de heller ikke følge de kristne moralregler. De må godt skrue bissen på, og det gjorde Luther bestemt også.

[…] Derfor, når vi er i embede eller øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., […]. Ellers i det, der ligger uden for embedet, skal enhver lære for sin egen person at være sagtmodig mod alle og enhver. Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, […].

Dermed er det ikke forbudt øvrigheden at straffe og tage hævn […], men heller ikke indrømmet den nogen frihed, hvis en dommer, borgermester, Herre eller fyrste er en skælm […], og griber ud over sit embede efter egen vilkårlighed eller af misundelse, had og fjendskab, som det almindelig sker, under embedets og retfærdighedens skin og dække. […]

Her opstiller Luther altså en regel for myndighedspersoner: De må ikke handle af personlig misundelse, had eller fjendskab eller tilgodese sig selv på andres bekostning.

Kristen moral og de to regimenter ifølge Luther

Kristen moral fremstilles først og fremmest i Bjergprædikenen, Matthæus 5-7. Den kan læses hos Bibelselskabet: Bjergprædikenen (kapitel 5-7).

Bjergprædikenen er udlagt af Martin Luther himself i skriftet Jesu Kristi Bjergprædiken, 1531 eller 1532. Det kan læses i dansk oversættelse hos Finn B. Andersen: Jesu Kristi Bjergprædiken eller Jesu Kristi Bjergprædiken, eller hos Ricardt Riis: Prædikener over Matt 5-7.

Bjergprædikenen er der, hvor Jesus giver ordre til, som Luther opsummerer det,

… ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv

Det fremgår af Luthers udlægning, at de moralske påbud i Bjergprædikenen ikke gælder i situationer, hvor man har ansvar for andre mennesker. De gælder kun, hvor man selv bærer alle omkostninger ved sine handlinger. Man kan ikke vende den anden kind til eller være næstekærlig på andres vegne. Hvis man har ansvar for andre, er kristendommen ikke til hinder for, at man forsvarer dem med al nødvendig brutalitet. I den forstand handler den kristne moral om uselviskhed, ikke fejghed.

Den kristne moral er i ekstrem grad uselvisk, og det er et ædelt træk. De mange tidlige kristne, der blev torteret og dræbt for deres tro var naturligvis ikke slavenaturer, men helte. Nietzche havde helt uret, når han kaldte kristen moral en slavemoral.

Luther siger tidligt i sit skrift,

Guds Ord [dvs Jesu ord i Bjergprædikenen] er ikke her i verden for at lære, hvordan […] en borgermester skal regere, […]

Så en borgmester skal ikke følge den kristne moral, når han udøver sit hverv. Det udvider Luther så i løbet af teksten til at gælde ikke blot borgmestre men også præster, lærere, fyrster, prinser, embedsmænd, dommere, bødler, soldater, fædre, mødre, ægtefæller, osv. Politikere og embedsmænd og folk, der ligesom fædre, mødre og ægtefæller har ansvar for andre, er ikke underlagt Bjergprædikenens moralske instrukser for så vidt angår udøvelsen af deres hverv.

I Luthers Tyskland var fyrsterne og prinserne samfundets lovgivende og udøvende magt. De svarer i dag ikke blot til folketingsmedlemmer og ministre, men også til vælgere, for i vores demokratiske system har vælgerene i teorien det endelige ansvar for lovgivningen og regeringsførelsen. Vælgerne er en slags prinser, fyrster og embedsmænd i Luthersk forstand, så de er heller ikke underlagt Bjergprædikenens moralbud når de sætter krydser eller skriver kronikker.

Kristendommen adskiller altså politik og religion i den forstand, at i politik gælder Bjergprædikenen og dens moralregler ikke. Så hvis man hævder, at man skal føre en ”anstændig” politik på et eller andet område, fordi det siger Jesus selv at man skal, så er det et misbrug af kristendommen.

Ifølge Luthers udlægning er Bjergprædikenens anvendelsesområde begrænset. Den gælder kun, når men handler helt på egen hånd og for egen regning. Den gælder ikke engang, når man handler på sin families vegne. Og selv når man handler på egen hånd og for egen regning, er der begrænsninger.

Luthers ide om, at Bjergprædikenen kun gælder for den enkelte person, og kun når han handler på egne vegne og selv bærer omkostningerne ved sine handlinger, kaldes læren om de to regimenter (dvs to styreformer, ikke to hærenheder). Han har udviklet den især i to skrifter, ”Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse”, fra 1523, og ”Jesu Kristi Bjergprædiken”, 1532. Det senere skrift er længere og mindre kendt, men bedre. Det virker som om Luther har haft tid til at tænke grundigere over tingene og er nået til en mere logisk og afklaret opfattelse.

De syv tegn

I Johannesevangeliet laver Jesus syv mirakler:

2, 1-11: Brylluppet i Kana: Vand til vin
4, 46-54: Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn
5, 1-15: Den lamme ved Betesdas dam (2. tekstrække, 14. søndag efter trinitatis)
6, 1-15: Bespisningen af de 5000 i ørkenen
6, 16-21: Vandringen på søen
9, 1-41: Helbredelsen af den blindfødte
11, 19-45: Opvækkelsen af den døde Lazarus (2. tekstrække, 16. søndag efter trinitatis)

De syv mirakler kaldes også syv tegn, nemlig tegn på, at Jesus er guds søn. De skal ikke forstås som eksempler til efterfølgelse – eksempler på, hvordan man kan gøre gode gerninger. De er jo mirakler, som vi andre ikke kan gøre efter. De er simpelthen den måde, Jesus fastslår sin autoritet på, så folk bliver motiveret til at høre efter, hvad han har at komme med.

Den 16. søndag efter trinitatis kaldes ”efterårets påske”. Opvækkelsen af Lazarus ses som et forvarsel om, at Jesus selv ville opstå fra de døde – og at vi andre vil gøre det samme, tror jeg nok.

Men der er en væsentlig forskel på Lazarus og Jesus. Lazarus blev opvækket til at leve videre på her på jorden, mens Jesus “opfor til himmels”. Så det er lidt langt ude at se opvækkelsen af Lazarus som et forvarsel om Jesu opstandelse. Det er to forskellige ting. Men det er heller ikke nødvendigt med et forvarsel.

Hvad der er vigtigere er, at kristendommen ikke lover os forlænget levetid eller nogensomhelst andre goder her på jorden. Tilfældet Lazarus er ikke noget vi kan håbe på, vil blive gentaget. Tilfældet Jesus giver håb om evigt liv, men det er desværre noget vi ikke kan iagttage eller vide noget om. Det evige liv kommer i givet fald til at foregå oppe i himmeriget og på “den yderste dag”, langt væk fra vores nuværende synsfelt.

I første tekstrække bruger man til 16. søndag i trinitatis også en tekst, der handler om at Jesus opvækker en død: Lukasevangeliet 7,11-17, hvor Jesus uden for byen Nains port opvækker en enkes eneste søn fra de døde, som man siger. Det gjorde han ikke for at vise sig, men fordi han ”ynkedes” over enken. Effekten var imidlertid den samme – ekstremt god presse:

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Nå, det her var ikke særlig dybsindigt. Bare lidt kulturkristen almendannelse. Jeg håber at komme med noget mere provokerende stof om ikke så længe.

Paulus om ikke at underordne sig myndighederne

Man skal ikke tage Paulus for alvorligt, for Jesus selv er den eneste authoritative kilde til kristendommen. Men alligevel kan vi godt lige læse noget af det, han har skrevet.

Romerbrevet, kapitel 13, 1-7

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Her siger Paulus, at man skal ”underordne sig under” myndighederne. Og det er da også rigtigt, bortset fra at lidt civil ulydighed eller et oprør da godt kan være på sin plads ind imellem.

Hvis man læser nærmere efter hos Paulus, er det nemlig alligevel ikke altid, man skal underordne sig.

v1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.

At myndighederne er ”forordnet af Gud” betyder ikke, at de er ufejlbarlige og altid gør det rigtige. Myndighederne i Jerusalem henrettede jo for eksempel Jesus. Det betyder, at myndighederne i almindelighed har en nyttig funktion, og at vi derfor i almindelighed skal rette os efter dem. Det er de fleste nok enige i. Det medfører også, at der ikke er noget moralsk forkert i at adlyde myndighederne. For eksempel er der ikke noget moralsk forkert i at være soldat, hvis myndighederne forlanger det. Militærnægtelse er en politisk handling, så den kan ikke retfærdiggøres af kristen moral.

v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. […]

Grunden til, at man skal adlyde myndighederne, er altså: ”De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.” I nogle situationer holder dette argument ikke, og så gælder konklusionen heller ikke. Altså når myndighederene enten gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde, er det ikke nødvendigvis moralsk forkert at sætte sig op mod dem. Man skal bare huske, at man ”vil pådrage sig dom” hvis man gør det i situationer, hvor der ikke er rimelig grund til det. At man pådrager sig dom vil i praksis sige, at man står til regnskab over for sin samvittighed. Det gør man jo altid. Så det er der ikke noget kontroversielt i. Og en dom kan godt nogen gange lyde på frifindelse.

I Danmark idag er der selvfølgelig masser af situationer, hvor myndighederne gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde. For eksempel beskytter myndighederne ikke effektivt borgerne mod voldskriminalitet. Det er forbudt at bære våben og bruge dem til at forsvare sig selv og andre, men det er ikke umoralsk, set fra et kristent synspunkt. Send en venlig tanke til Paulus.

v3 […] Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. […]

Her kommer Paulus med en lidt anden version of sit argument, nemlig at myndighederne handler til borgernes bedste. Heraf følger igen, at hvis myndighederne ikke handler til bedste for dem, de har ansvar for, men de for eksempel i stedet handler til deres egen fordel, så har man ingen moralsk pligt til at underordne sig.

I resten af teksten kører Paulus videre med nogle tamme borgerlige opfordringer til almindelig lovlydighed, som vi alle kan være enige i:

v4 […] Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. v7 Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Kristen moral gælder ikke i politik

Man kan ikke bruge kristen moral som argument for politiske holdninger.

Matthæusevangeliet, kapitel 22, 15-22

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Den fortæller en historie om nogle farisæere, der forsøger at få Jesus til at blande sig i politik, nærmere bestemt skattepolitik. Men det vil han ikke.

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. v17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« v18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? v19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. v20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« v21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« v22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Det er lidt mærkeligt, at de spørger, om det er ”tilladt” at betale skat til kejseren. Hvorfor skulle det ikke være ”tilladt”? Måske har det noget at gøre med, at Jesus var galilæer, og der havde åbenbart været et skattenægteroprør i Galiæa, i form af et oprør mod Quirinius’ folketælling (den folketælling som fik Josef og Maria til at drage til Bethlehem). Se Judas of Galilee. Men det er en uvæsentlig detalje.

Jesus svarer med opfordringen til at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det indebærer at det ”tilladt” at betale skat til kejseren. Men det betyder mere generelt, at man skal ikke skal bruge religiøse og moralske regler i politik og statsadministration.

Derfor kan kristen moral ikke bruges i politik. Den har ikke noget med politik at gøre. Og omvendt har den underlige moral, man bruger i politik og i den offentlige debat til at dæmonisere anderledes-tænkende med, intet med kristendom at gøre.

Vi lægger også lige mærke til vers 15 og 16:

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, …

Der var altså ifølget teksten en bevidst sammensværgelse mod Jesus. Den blev ledet af farisæerne, men det beskidte arbejde blev udført af deres disciple og herodianerne (tilhængere af Herodes-dynastiet).

Johannesevangeliet, Kapitel 18

v33 Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«

Originalteksten siger selvfølgelig judæernes konge, ikke jødernes konge.

Pilatus vil vide, om Jesus er kommet for at blande sig i politik. Det er han ikke, men på den anden side er han jo judæernes konge i religiøs forstand (og ikke blot judæernes konge men hele menneskehedens konge), så han svarer først lidt undvigende. Pilatus fortsætter:

v35 […]. Hvad har du gjort?« v36 Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«

Med andre ord, Jesus er ikke kommet for at blande sig i politik. Han er kun kommet for at blande sig i religion og moral.

Derfor kan kristen moral ikke tages til indtægt for politiske holdninger. Vi skal ikke lade os prakke politiske holdninger på af kristne moralske grunde. Vi skal ikke lade os dæmonisere og tro, at vi er onde eller umoralske elle uanstændige på grund af vores politiske holdninger..

Det er i præcis den forstand, og kun i den forstand, at man ikke kan ”blande religion og politik”.

Iøvrigt er det mærkeligt, at Jesus siger ”at jeg ikke skulle udleveres til jøderne / judæerne”. Det ville han næppe have sagt, hvis han selv var jøde / judæer. Måske var Jesus ikke jøde / judæer, i og med at han var galilæer.

Jesus selv er den eneste authoritative kilde

Johannes, Kapitel 14, Vers 6

v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Martin Luther fastslog princippet ”sola scriptura”, altså at der ikke er andre autoritative kilder til forståelse af kristendommen end biblen. Jesus selv skærper det i Johannes 14, 6 til, at den eneste autoritative kilde er ham selv, det vil sige hans ord og gerninger som de beskrives i Det nye Testamente.

At ”komme til Faderen” vil sige at forstå, hvad gud har gang i, altså hvad kristendommen går ud på. Den eneste måde at finde ud af det på, er at studere og fortolke hvad Jesus gjorde og sagde.

Der er en anden, mere almindelig tolkning Johannes 14, 6. Nemlig, at man ikke kan blive ”frelst” eller få ”syndernes forladelse” uden at tro på Jesus.

Men den fortolkning holder ikke. Det er ikke det, skriftstedet handler om. Læs bare næste vers:

v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

At ”kende min fader”, altså at kende gud, betyder selvfølgelig at kende hans dagsorden og vide, hvordan han vil have, at vi skal forholde os. Med andre ord, at forstå kristendommen. Det betyder ikke at blive ”frelst” eller få ”syndsforladelse”.

Læs diskussionen mellem Jesus og disciplene i de efterfølgende vers. Den handler ikke om frelse og syndsforladelse. Den handler om, at Jesus er gud. Og eftersom Jesus er gud, er det ham der er eksperten, hvad angår kristendom.

At Jesus er den eneste autoritative kilde til forståelse af kristendommen, har to væsentlige konsekvenser.

For det første er det gamle testamente ikke en kilde til kristendommen. Det handler jo ikke om Jesus. Der er ganske vist tradition for at læse nogle profetier om Jesus ind i det, men dem behøver vi ikke interessere os for længere. De var nyttige i gamle dage, når man forsøgte at omvende folk til kristendommen, som allerede troede på det gamle testamente. Men i vore dage er der ingen, der vil lade sig overbevise af nogle gamle profetier. Så dem kan vi godt skrotte.

For det andet skal vi være skeptiske over for alle, der kommer efter Jesus og forsøger at fortolke ham eller profetere om ham. Det var derfor, Jesus advarede os mod falske profeter.

Matthæus, Kapitel 7, Vers 15-16

v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem.

Det gælder også Paulus og Luther, for eksempel. De kan have ret i mange ting, men de kan også have uret. Vi kulturkristne er nødt til at bruge indersiden af hovedet.

Evangelisterne var ikke disciple

Det havde jeg godt nok aldrig tænkt over. Men det er sådan noget, man skal vide, hvis man vil være en god kulturkristen.

Vi så i sidste indlæg, at evangelisten Lukas oversatte Jesus’ ord fra hebraisk til græsk. Men Jesus talte jo aramæisk, så hvorfor oversatte Lukas ikke direkte fra aramæisk til græsk?

Rasmus Nøjgaard skriver på bibelselskabet.dk:

[…] Evangelisterne lever en generation efter Jesus, og var græsktalende. […] Evangelisternes navne er pseudonymer, og vi kender ikke deres rigtige navne. […] De var altså ikke Jesus’ disciple.

Hvis evangelisterne ikke selv kendte Jesus, er de selvfølgelig ikke pålidelige historiske kilder. Men det er ligemeget. Kristendommen handler ikke om den historiske Jesus men om Jesus, som han beskrives af evangelisterne.

Her er disciplenes navne, fra Matthæus 10, 2-4, med tilføjelse andre steder fra:

  • Simon Peter
  • Andreas, Peters bror
  • Jakob (på engelsk James), Zebedæus’ søn
  • Johannes, Jakobs bror (og dermed også Zebedæus’ søn, ligesom Jakob)
  • Filip
  • Bartholomæus
  • Thomas
  • Matthæus, tolderen
  • Jakob (på engelsk James), Alfæus’ søn
  • Thaddæus – antages at være identisk med Judas, Jakobs (på engelsk James’) søn fra Lukas 6, 16
  • Simon Kananæer – kaldet Simon zeloten (på engelsk Simon the Zealot) i Lukas 6, 15
  • Judas Iskariot

Navnene på to af de fire evangelister, Johannes og Matthæus, var også navne på disciple. Men navnene Markus og Lukas var ikke discipel-navne.

Ifølge Den Store Danske’s artikel om Johannesevangeliet, regner den kirkelige tradition Johannes, Zebedæus’ søn, altså disciplen Johannes, for at være forfatter til evangeliet. Så ifølge traditionen er evangelisten og disciplen Johannes altså den samme person.

Rasmus Nøjgaard skriver også, lidt skråsikkert:

Markus skriver sit evangelium ca. år 70, Matthæus år 80-90, Lukas år 80-100, Johannes ca. år 100.

Det er omsdiskuteret. Den britiske politiker og klassicist Enoch Powell mente, at Matthæus-evangeliet blev skrevet før de andre evangelier, og at det var den eneste kilde til Lukas-evangeliet. Det skrev han om i bogen The Evolution of the Gospel: A New Translation of the First Gospel with Commentary and Introductory Essay.

Updatering: Ricardt Riis oplyser i Kristi Himmelfartsdag flyttet? at det var evangelisten Lukas, der skrev Apostlenes Gerninger.