Kristen moral og de to regimenter ifølge Luther

Kristen moral fremstilles først og fremmest i Bjergprædikenen, Matthæus 5-7. Den kan læses hos Bibelselskabet: Bjergprædikenen (kapitel 5-7).

Bjergprædikenen er udlagt af Martin Luther himself i skriftet Jesu Kristi Bjergprædiken, 1531 eller 1532. Det kan læses i dansk oversættelse hos Finn B. Andersen: Jesu Kristi Bjergprædiken eller Jesu Kristi Bjergprædiken, eller hos Ricardt Riis: Prædikener over Matt 5-7.

Bjergprædikenen er der, hvor Jesus giver ordre til, som Luther opsummerer det,

… ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv

Det fremgår af Luthers udlægning, at de moralske påbud i Bjergprædikenen ikke gælder i situationer, hvor man har ansvar for andre mennesker. De gælder kun, hvor man selv bærer alle omkostninger ved sine handlinger. Man kan ikke vende den anden kind til eller være næstekærlig på andres vegne. Hvis man har ansvar for andre, er kristendommen ikke til hinder for, at man forsvarer dem med al nødvendig brutalitet. I den forstand handler den kristne moral om uselviskhed, ikke fejghed.

Den kristne moral er i ekstrem grad uselvisk, og det er et ædelt træk. De mange tidlige kristne, der blev torteret og dræbt for deres tro var naturligvis ikke slavenaturer, men helte. Nietzche havde helt uret, når han kaldte kristen moral en slavemoral.

Luther siger tidligt i sit skrift,

Guds Ord [dvs Jesu ord i Bjergprædikenen] er ikke her i verden for at lære, hvordan […] en borgermester skal regere, […]

Så en borgmester skal ikke følge den kristne moral, når han udøver sit hverv. Det udvider Luther så i løbet af teksten til at gælde ikke blot borgmestre men også præster, lærere, fyrster, prinser, embedsmænd, dommere, bødler, soldater, fædre, mødre, ægtefæller, osv. Politikere og embedsmænd og folk, der ligesom fædre, mødre og ægtefæller har ansvar for andre, er ikke underlagt Bjergprædikenens moralske instrukser for så vidt angår udøvelsen af deres hverv.

I Luthers Tyskland var fyrsterne og prinserne samfundets lovgivende og udøvende magt. De svarer i dag ikke blot til folketingsmedlemmer og ministre, men også til vælgere, for i vores demokratiske system har vælgerene i teorien det endelige ansvar for lovgivningen og regeringsførelsen. Vælgerne er en slags prinser, fyrster og embedsmænd i Luthersk forstand, så de er heller ikke underlagt Bjergprædikenens moralbud når de sætter krydser eller skriver kronikker.

Kristendommen adskiller altså politik og religion i den forstand, at i politik gælder Bjergprædikenen og dens moralregler ikke. Så hvis man hævder, at man skal føre en ”anstændig” politik på et eller andet område, fordi det siger Jesus selv at man skal, så er det et misbrug af kristendommen.

Ifølge Luthers udlægning er Bjergprædikenens anvendelsesområde begrænset. Den gælder kun, når men handler helt på egen hånd og for egen regning. Den gælder ikke engang, når man handler på sin families vegne. Og selv når man handler på egen hånd og for egen regning, er der begrænsninger.

Luthers ide om, at Bjergprædikenen kun gælder for den enkelte person, og kun når han handler på egne vegne og selv bærer omkostningerne ved sine handlinger, kaldes læren om de to regimenter (dvs to styreformer, ikke to hærenheder). Han har udviklet den især i to skrifter, ”Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse”, fra 1523, og ”Jesu Kristi Bjergprædiken”, 1532. Det senere skrift er længere og mindre kendt, men bedre. Det virker som om Luther har haft tid til at tænke grundigere over tingene og er nået til en mere logisk og afklaret opfattelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*