Krævementalitet på andres vegne er i orden

I Matthæus 5, 5 siger JK:

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

De sagtmodige er dem, der holder igen på deres krævementalitet.

Luther, i Jesu Kristi Bjergprædiken, forklarer sagtmodighed ved dets modsætning: at være “… skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., … Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, som den, der vil træde alting under sig, aldrig vil tåle eller vige, men fare frem som et hårdt vejr, ikke vil eller kan lade nogen komme til orde eller holde ham noget til gode, men øjeblikkelig farer op og buldrer løs, og ikke tænker på andet end på at hævne sig og slå igen.”

Luther kommenterer Matthæus:

[…] Her må du for det første atter forstå, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig. Den fører sværdet for at straffe de onde […]

Ifølge Luther er det altså ikke i strid med kristendommen, at øvrigheden straffer med brug af magt (”fører sværdet”). At føre sværdet betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis dødsstraf.

Han [Jesus, altså] taler nu blot om enkelte personer, hvordan enhver for sig skal forholde sig imod andre, uden for embedet og det offentlige styre; således som far og mor, […] hvor de ikke udøver deres fader og moderembede, […].

Altså, når man handler som ansvarlig for andre, på embeds vegne, behøver man ikke at være sagtmodig. Deraf overskriften, krævementalitet på andres vegne er i orden.

Der er et andet interessant tema i citatet ovenfor, nemlig at en far og en mor har et ”forældreembede”, og i udførelsen af dette embede behøver de ikke følge de kristne moralregler. Kristendommen er for eksempel ikke en hindring for, at forældre giver deres børn klø, forudsat at det sker i forbindelse med udøvelsen af forældreembedet, hvilket vel vil sige, at det sker til børnenes bedste. De fleste af os moderne danskere tæver selvfølgelig ikke vores børn, men det har ikke noget med kristen moral at gøre, det er bare fordi vi ikke synes, at det er en god ide.

[…] man må gøre forskel på de to ting: embedet og personen. Det er en hel anden mand den, som hedder Frank eller Morten, og den, som hedder kurfyrste eller doktor og præst.

En præst og en doktor – det vil formodentlig sige en teologisk doktor eller en teologiprofessor – er embedsmand, og i udførelsen af deres embeder som teologiprofessorer og præster behøver de heller ikke følge de kristne moralregler. De må godt skrue bissen på, og det gjorde Luther bestemt også.

[…] Derfor, når vi er i embede eller øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., […]. Ellers i det, der ligger uden for embedet, skal enhver lære for sin egen person at være sagtmodig mod alle og enhver. Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, […].

Dermed er det ikke forbudt øvrigheden at straffe og tage hævn […], men heller ikke indrømmet den nogen frihed, hvis en dommer, borgermester, Herre eller fyrste er en skælm […], og griber ud over sit embede efter egen vilkårlighed eller af misundelse, had og fjendskab, som det almindelig sker, under embedets og retfærdighedens skin og dække. […]

Her opstiller Luther altså en regel for myndighedspersoner: De må ikke handle af personlig misundelse, had eller fjendskab eller tilgodese sig selv på andres bekostning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*