De fattige i ånden og de enfoldige

Bjergprædikenen, Matthæus 5

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Nogle oversættelser siger ”de enfoldige”, i den tro at ”de fattige i ånden” betyder de svagt begavede eller de naive eller de ukultiverede. Men det er forkert.

Luther gør klart, at de fattige i ånden er noget helt andet.

At være åndeligt fattig handler ikke om begavelse eller uddannelse, og heller ikke om at være materielt rig eller fattig, men det handler om ens holdning til materiel rigdom og fattigdom. Man må gerne være rig, eller stræbe efter at blive rig, hvis man vil, men man må ikke gøre det til formålet med det hele. Man må ikke gøre sig åndeligt eller psykisk afhængig af sine materielle goder. Man må heller ikke tro, at ens rigdom (eller fattigdom, for den sags skyld) er tegn på, at man er moralsk overlegen. De åndeligt fattige er altså dem, hvis sindstilstand og selvtillid er uafhængige af deres materielle success.

De fattige i ånden er dem, der ikke er materialister.

Som Luther skriver i Jesu Kristi Bjergprædiken:

Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud.

Om at føle sig moralsk overlegen fordi man er rig, skriver han:

[Folk på Jesu tid troede at]: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

Om at føle sig moralsk overlegen, fordi man er fattig, skriver Luther:

… i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anordning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. …. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge, ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en Herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke meningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen Herre og fyrste. …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*