Jesus tog ikke afstand fra dødsstraf

Ricardt Riis antyder i Dawkins igen at Jesus vendte sig mod den gammeltestamentlige regel om dødsstraf for utugt. Han henviser selvfølgelig til Johannes-evangeliet 8,1-11 ”om horkvinden, der førtes frem for Jesus, og Jesus, der beder den, der er syndfri om at kaste den første sten, hvorefter de går bort, de ældste først.”

Men Jesus vender sig ikke mod dødsstraf som sådan. Det, han vender sig mod, er, at straffen udføres af selvretfærdige lægfolk. Han udtaler sig hverken for eller imod dødsstraf, hvis den udføres af en behørigt autoriseret bøddel.

Jesus skelner, ligesom Luther, mellem det åndelige og det verdslige regimente. Om der skal være dødsstraf eller ej er et politisk spørgsmål, som hører under det verdslige regimente, og det blander Jesus sig ikke i. Om almindelige lægfolk skal give afløb for deres selvretfærdige harme ved at stene en forbryder, hører derimod under det åndelige regimente, og her siger Jesus fra. Ikke fordi han nødvendigvis er imod dødsstraf, men fordi han er imod selvretfærdighed og moralsk fordømmelse.

Hvad med lidt nærlæsning af teksten?

v10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« v11 Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Det her handler tydeligvis om moralsk fordømmelse, ikke om kriminallovgivning. Vi må ikke fordømme hinanden moralsk. Straffelovgivning er en helt anden sag, som Jesus ikke beskæftigede sig med.

Det er faktisk ret slående, at Jesus ikke fordømte kvinden. Hun var forbryder efter datidens lovgivning, og utugt var umoralsk ifølge Jesus.

Hvis Jesus ikke fordømte umoralske forbrydere, hvad er så meningen med, at vi andre går rundt of fordømmer og dæmoniserer vores politiske modstandere?

Luther mente iøvrigt heller ikke, at Jesus vendte sig mod dødsstraf. I Jesu Kristi Bjergprædiken, Matthæus 5-7, skrev han:

Men til en dommer siger han [Jesus]: Slår du ikke ihjel og straffer, så skal du selv straffes.

Det her er Luther’s egen fortolking, for Jesus opstiller faktisk ikke direkte den citerede regel for dommeres embedsførelse. Men sætningen viser, at Luther ikke opfattede historien om den utugtige kvinde som et indlæg mod dødsstraf.

Religionsfrihed

Ricardt Riis skriver i Tossegodhed eller kristentro, at ”det hører med til vor kristne arv, at staten skal være sekulær: den skal ikke favorisere den ene religion fremfor den anden.”

Det kan ikke passe.

For det første var katholicismen og siden den lutheranske protestantisme statsreligion in Danmark i mange århundreder. Det var forbudt at dyrke andre religioner, medmindre man havde fået lov til det som et særligt privilegium.

For det andet favoriserer staten stadig folkekirke-kristendommen.

For det tredie er det et politisk spørgsmål, om staten skal favorisere den ene religion frem for den anden, og den lutheranske kristendom, som er vores arv, har ikke noget at sige om politik. Religionsfrihed, forstået som friheden til at dyrke andre religioner, var en ide, som kom fra den franske revolution, altså bestemt ikke fra kristendommen. Et påbud om at tro på kristendommen ville høre til det verdslige regimente, og det kan derfor ikke høre til den kristne arv. Men også religionsfriheden hører til det verdslige regimente. Friheden til at tro eller ikke tro på kristendommen, men ikke friheden til at dyrke andre religioner, ligger altså i vores kristne arv.

De syv tegn

I Johannesevangeliet laver Jesus syv mirakler:

2, 1-11: Brylluppet i Kana: Vand til vin
4, 46-54: Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn
5, 1-15: Den lamme ved Betesdas dam (2. tekstrække, 14. søndag efter trinitatis)
6, 1-15: Bespisningen af de 5000 i ørkenen
6, 16-21: Vandringen på søen
9, 1-41: Helbredelsen af den blindfødte
11, 19-45: Opvækkelsen af den døde Lazarus (2. tekstrække, 16. søndag efter trinitatis)

De syv mirakler kaldes også syv tegn, nemlig tegn på, at Jesus er guds søn. De skal ikke forstås som eksempler til efterfølgelse – eksempler på, hvordan man kan gøre gode gerninger. De er jo mirakler, som vi andre ikke kan gøre efter. De er simpelthen den måde, Jesus fastslår sin autoritet på, så folk bliver motiveret til at høre efter, hvad han har at komme med.

Den 16. søndag efter trinitatis kaldes ”efterårets påske”. Opvækkelsen af Lazarus ses som et forvarsel om, at Jesus selv ville opstå fra de døde – og at vi andre vil gøre det samme, tror jeg nok.

Men der er en væsentlig forskel på Lazarus og Jesus. Lazarus blev opvækket til at leve videre på her på jorden, mens Jesus “opfor til himmels”. Så det er lidt langt ude at se opvækkelsen af Lazarus som et forvarsel om Jesu opstandelse. Det er to forskellige ting. Men det er heller ikke nødvendigt med et forvarsel.

Hvad der er vigtigere er, at kristendommen ikke lover os forlænget levetid eller nogensomhelst andre goder her på jorden. Tilfældet Lazarus er ikke noget vi kan håbe på, vil blive gentaget. Tilfældet Jesus giver håb om evigt liv, men det er desværre noget vi ikke kan iagttage eller vide noget om. Det evige liv kommer i givet fald til at foregå oppe i himmeriget og på “den yderste dag”, langt væk fra vores nuværende synsfelt.

I første tekstrække bruger man til 16. søndag i trinitatis også en tekst, der handler om at Jesus opvækker en død: Lukasevangeliet 7,11-17, hvor Jesus uden for byen Nains port opvækker en enkes eneste søn fra de døde, som man siger. Det gjorde han ikke for at vise sig, men fordi han ”ynkedes” over enken. Effekten var imidlertid den samme – ekstremt god presse:

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Nå, det her var ikke særlig dybsindigt. Bare lidt kulturkristen almendannelse. Jeg håber at komme med noget mere provokerende stof om ikke så længe.

Paulus om ikke at underordne sig myndighederne

Man skal ikke tage Paulus for alvorligt, for Jesus selv er den eneste authoritative kilde til kristendommen. Men alligevel kan vi godt lige læse noget af det, han har skrevet.

Romerbrevet, kapitel 13, 1-7

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Her siger Paulus, at man skal ”underordne sig under” myndighederne. Og det er da også rigtigt, bortset fra at lidt civil ulydighed eller et oprør da godt kan være på sin plads ind imellem.

Hvis man læser nærmere efter hos Paulus, er det nemlig alligevel ikke altid, man skal underordne sig.

v1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.

At myndighederne er ”forordnet af Gud” betyder ikke, at de er ufejlbarlige og altid gør det rigtige. Myndighederne i Jerusalem henrettede jo for eksempel Jesus. Det betyder, at myndighederne i almindelighed har en nyttig funktion, og at vi derfor i almindelighed skal rette os efter dem. Det er de fleste nok enige i. Det medfører også, at der ikke er noget moralsk forkert i at adlyde myndighederne. For eksempel er der ikke noget moralsk forkert i at være soldat, hvis myndighederne forlanger det. Militærnægtelse er en politisk handling, så den kan ikke retfærdiggøres af kristen moral.

v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. […]

Grunden til, at man skal adlyde myndighederne, er altså: ”De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.” I nogle situationer holder dette argument ikke, og så gælder konklusionen heller ikke. Altså når myndighederene enten gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde, er det ikke nødvendigvis moralsk forkert at sætte sig op mod dem. Man skal bare huske, at man ”vil pådrage sig dom” hvis man gør det i situationer, hvor der ikke er rimelig grund til det. At man pådrager sig dom vil i praksis sige, at man står til regnskab over for sin samvittighed. Det gør man jo altid. Så det er der ikke noget kontroversielt i. Og en dom kan godt nogen gange lyde på frifindelse.

I Danmark idag er der selvfølgelig masser af situationer, hvor myndighederne gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde. For eksempel beskytter myndighederne ikke effektivt borgerne mod voldskriminalitet. Det er forbudt at bære våben og bruge dem til at forsvare sig selv og andre, men det er ikke umoralsk, set fra et kristent synspunkt. Send en venlig tanke til Paulus.

v3 […] Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. […]

Her kommer Paulus med en lidt anden version of sit argument, nemlig at myndighederne handler til borgernes bedste. Heraf følger igen, at hvis myndighederne ikke handler til bedste for dem, de har ansvar for, men de for eksempel i stedet handler til deres egen fordel, så har man ingen moralsk pligt til at underordne sig.

I resten af teksten kører Paulus videre med nogle tamme borgerlige opfordringer til almindelig lovlydighed, som vi alle kan være enige i:

v4 […] Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. v7 Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Evangelisterne var ikke disciple

Det havde jeg godt nok aldrig tænkt over. Men det er sådan noget, man skal vide, hvis man vil være en god kulturkristen.

Vi så i sidste indlæg, at evangelisten Lukas oversatte Jesus’ ord fra hebraisk til græsk. Men Jesus talte jo aramæisk, så hvorfor oversatte Lukas ikke direkte fra aramæisk til græsk?

Rasmus Nøjgaard skriver på bibelselskabet.dk:

[…] Evangelisterne lever en generation efter Jesus, og var græsktalende. […] Evangelisternes navne er pseudonymer, og vi kender ikke deres rigtige navne. […] De var altså ikke Jesus’ disciple.

Hvis evangelisterne ikke selv kendte Jesus, er de selvfølgelig ikke pålidelige historiske kilder. Men det er ligemeget. Kristendommen handler ikke om den historiske Jesus men om Jesus, som han beskrives af evangelisterne.

Her er disciplenes navne, fra Matthæus 10, 2-4, med tilføjelse andre steder fra:

  • Simon Peter
  • Andreas, Peters bror
  • Jakob (på engelsk James), Zebedæus’ søn
  • Johannes, Jakobs bror (og dermed også Zebedæus’ søn, ligesom Jakob)
  • Filip
  • Bartholomæus
  • Thomas
  • Matthæus, tolderen
  • Jakob (på engelsk James), Alfæus’ søn
  • Thaddæus – antages at være identisk med Judas, Jakobs (på engelsk James’) søn fra Lukas 6, 16
  • Simon Kananæer – kaldet Simon zeloten (på engelsk Simon the Zealot) i Lukas 6, 15
  • Judas Iskariot

Navnene på to af de fire evangelister, Johannes og Matthæus, var også navne på disciple. Men navnene Markus og Lukas var ikke discipel-navne.

Ifølge Den Store Danske’s artikel om Johannesevangeliet, regner den kirkelige tradition Johannes, Zebedæus’ søn, altså disciplen Johannes, for at være forfatter til evangeliet. Så ifølge traditionen er evangelisten og disciplen Johannes altså den samme person.

Rasmus Nøjgaard skriver også, lidt skråsikkert:

Markus skriver sit evangelium ca. år 70, Matthæus år 80-90, Lukas år 80-100, Johannes ca. år 100.

Det er omsdiskuteret. Den britiske politiker og klassicist Enoch Powell mente, at Matthæus-evangeliet blev skrevet før de andre evangelier, og at det var den eneste kilde til Lukas-evangeliet. Det skrev han om i bogen The Evolution of the Gospel: A New Translation of the First Gospel with Commentary and Introductory Essay.

Updatering: Ricardt Riis oplyser i Kristi Himmelfartsdag flyttet? at det var evangelisten Lukas, der skrev Apostlenes Gerninger.