Kristen moral og de to regimenter ifølge Luther

Kristen moral fremstilles først og fremmest i Bjergprædikenen, Matthæus 5-7. Den kan læses hos Bibelselskabet: Bjergprædikenen (kapitel 5-7).

Bjergprædikenen er udlagt af Martin Luther himself i skriftet Jesu Kristi Bjergprædiken, 1531 eller 1532. Det kan læses i dansk oversættelse hos Finn B. Andersen: Jesu Kristi Bjergprædiken eller Jesu Kristi Bjergprædiken, eller hos Ricardt Riis: Prædikener over Matt 5-7.

Bjergprædikenen er der, hvor Jesus giver ordre til, som Luther opsummerer det,

… ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv

Det fremgår af Luthers udlægning, at de moralske påbud i Bjergprædikenen ikke gælder i situationer, hvor man har ansvar for andre mennesker. De gælder kun, hvor man selv bærer alle omkostninger ved sine handlinger. Man kan ikke vende den anden kind til eller være næstekærlig på andres vegne. Hvis man har ansvar for andre, er kristendommen ikke til hinder for, at man forsvarer dem med al nødvendig brutalitet. I den forstand handler den kristne moral om uselviskhed, ikke fejghed.

Den kristne moral er i ekstrem grad uselvisk, og det er et ædelt træk. De mange tidlige kristne, der blev torteret og dræbt for deres tro var naturligvis ikke slavenaturer, men helte. Nietzche havde helt uret, når han kaldte kristen moral en slavemoral.

Luther siger tidligt i sit skrift,

Guds Ord [dvs Jesu ord i Bjergprædikenen] er ikke her i verden for at lære, hvordan […] en borgermester skal regere, […]

Så en borgmester skal ikke følge den kristne moral, når han udøver sit hverv. Det udvider Luther så i løbet af teksten til at gælde ikke blot borgmestre men også præster, lærere, fyrster, prinser, embedsmænd, dommere, bødler, soldater, fædre, mødre, ægtefæller, osv. Politikere og embedsmænd og folk, der ligesom fædre, mødre og ægtefæller har ansvar for andre, er ikke underlagt Bjergprædikenens moralske instrukser for så vidt angår udøvelsen af deres hverv.

I Luthers Tyskland var fyrsterne og prinserne samfundets lovgivende og udøvende magt. De svarer i dag ikke blot til folketingsmedlemmer og ministre, men også til vælgere, for i vores demokratiske system har vælgerene i teorien det endelige ansvar for lovgivningen og regeringsførelsen. Vælgerne er en slags prinser, fyrster og embedsmænd i Luthersk forstand, så de er heller ikke underlagt Bjergprædikenens moralbud når de sætter krydser eller skriver kronikker.

Kristendommen adskiller altså politik og religion i den forstand, at i politik gælder Bjergprædikenen og dens moralregler ikke. Så hvis man hævder, at man skal føre en ”anstændig” politik på et eller andet område, fordi det siger Jesus selv at man skal, så er det et misbrug af kristendommen.

Ifølge Luthers udlægning er Bjergprædikenens anvendelsesområde begrænset. Den gælder kun, når men handler helt på egen hånd og for egen regning. Den gælder ikke engang, når man handler på sin families vegne. Og selv når man handler på egen hånd og for egen regning, er der begrænsninger.

Luthers ide om, at Bjergprædikenen kun gælder for den enkelte person, og kun når han handler på egne vegne og selv bærer omkostningerne ved sine handlinger, kaldes læren om de to regimenter (dvs to styreformer, ikke to hærenheder). Han har udviklet den især i to skrifter, ”Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse”, fra 1523, og ”Jesu Kristi Bjergprædiken”, 1532. Det senere skrift er længere og mindre kendt, men bedre. Det virker som om Luther har haft tid til at tænke grundigere over tingene og er nået til en mere logisk og afklaret opfattelse.

Kristen moral gælder ikke i politik

Man kan ikke bruge kristen moral som argument for politiske holdninger.

Matthæusevangeliet, kapitel 22, 15-22

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Den fortæller en historie om nogle farisæere, der forsøger at få Jesus til at blande sig i politik, nærmere bestemt skattepolitik. Men det vil han ikke.

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. v17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« v18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? v19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. v20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« v21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« v22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Det er lidt mærkeligt, at de spørger, om det er ”tilladt” at betale skat til kejseren. Hvorfor skulle det ikke være ”tilladt”? Måske har det noget at gøre med, at Jesus var galilæer, og der havde åbenbart været et skattenægteroprør i Galiæa, i form af et oprør mod Quirinius’ folketælling (den folketælling som fik Josef og Maria til at drage til Bethlehem). Se Judas of Galilee. Men det er en uvæsentlig detalje.

Jesus svarer med opfordringen til at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det indebærer at det ”tilladt” at betale skat til kejseren. Men det betyder mere generelt, at man skal ikke skal bruge religiøse og moralske regler i politik og statsadministration.

Derfor kan kristen moral ikke bruges i politik. Den har ikke noget med politik at gøre. Og omvendt har den underlige moral, man bruger i politik og i den offentlige debat til at dæmonisere anderledes-tænkende med, intet med kristendom at gøre.

Vi lægger også lige mærke til vers 15 og 16:

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, …

Der var altså ifølget teksten en bevidst sammensværgelse mod Jesus. Den blev ledet af farisæerne, men det beskidte arbejde blev udført af deres disciple og herodianerne (tilhængere af Herodes-dynastiet).

Johannesevangeliet, Kapitel 18

v33 Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«

Originalteksten siger selvfølgelig judæernes konge, ikke jødernes konge.

Pilatus vil vide, om Jesus er kommet for at blande sig i politik. Det er han ikke, men på den anden side er han jo judæernes konge i religiøs forstand (og ikke blot judæernes konge men hele menneskehedens konge), så han svarer først lidt undvigende. Pilatus fortsætter:

v35 […]. Hvad har du gjort?« v36 Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«

Med andre ord, Jesus er ikke kommet for at blande sig i politik. Han er kun kommet for at blande sig i religion og moral.

Derfor kan kristen moral ikke tages til indtægt for politiske holdninger. Vi skal ikke lade os prakke politiske holdninger på af kristne moralske grunde. Vi skal ikke lade os dæmonisere og tro, at vi er onde eller umoralske elle uanstændige på grund af vores politiske holdninger..

Det er i præcis den forstand, og kun i den forstand, at man ikke kan ”blande religion og politik”.

Iøvrigt er det mærkeligt, at Jesus siger ”at jeg ikke skulle udleveres til jøderne / judæerne”. Det ville han næppe have sagt, hvis han selv var jøde / judæer. Måske var Jesus ikke jøde / judæer, i og med at han var galilæer.

Jesus selv er den eneste authoritative kilde

Johannes, Kapitel 14, Vers 6

v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Martin Luther fastslog princippet ”sola scriptura”, altså at der ikke er andre autoritative kilder til forståelse af kristendommen end biblen. Jesus selv skærper det i Johannes 14, 6 til, at den eneste autoritative kilde er ham selv, det vil sige hans ord og gerninger som de beskrives i Det nye Testamente.

At ”komme til Faderen” vil sige at forstå, hvad gud har gang i, altså hvad kristendommen går ud på. Den eneste måde at finde ud af det på, er at studere og fortolke hvad Jesus gjorde og sagde.

Der er en anden, mere almindelig tolkning Johannes 14, 6. Nemlig, at man ikke kan blive ”frelst” eller få ”syndernes forladelse” uden at tro på Jesus.

Men den fortolkning holder ikke. Det er ikke det, skriftstedet handler om. Læs bare næste vers:

v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

At ”kende min fader”, altså at kende gud, betyder selvfølgelig at kende hans dagsorden og vide, hvordan han vil have, at vi skal forholde os. Med andre ord, at forstå kristendommen. Det betyder ikke at blive ”frelst” eller få ”syndsforladelse”.

Læs diskussionen mellem Jesus og disciplene i de efterfølgende vers. Den handler ikke om frelse og syndsforladelse. Den handler om, at Jesus er gud. Og eftersom Jesus er gud, er det ham der er eksperten, hvad angår kristendom.

At Jesus er den eneste autoritative kilde til forståelse af kristendommen, har to væsentlige konsekvenser.

For det første er det gamle testamente ikke en kilde til kristendommen. Det handler jo ikke om Jesus. Der er ganske vist tradition for at læse nogle profetier om Jesus ind i det, men dem behøver vi ikke interessere os for længere. De var nyttige i gamle dage, når man forsøgte at omvende folk til kristendommen, som allerede troede på det gamle testamente. Men i vore dage er der ingen, der vil lade sig overbevise af nogle gamle profetier. Så dem kan vi godt skrotte.

For det andet skal vi være skeptiske over for alle, der kommer efter Jesus og forsøger at fortolke ham eller profetere om ham. Det var derfor, Jesus advarede os mod falske profeter.

Matthæus, Kapitel 7, Vers 15-16

v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem.

Det gælder også Paulus og Luther, for eksempel. De kan have ret i mange ting, men de kan også have uret. Vi kulturkristne er nødt til at bruge indersiden af hovedet.