De fattige i ånden og de enfoldige

Bjergprædikenen, Matthæus 5

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Nogle oversættelser siger ”de enfoldige”, i den tro at ”de fattige i ånden” betyder de svagt begavede eller de naive eller de ukultiverede. Men det er forkert.

Luther gør klart, at de fattige i ånden er noget helt andet.

At være åndeligt fattig handler ikke om begavelse eller uddannelse, og heller ikke om at være materielt rig eller fattig, men det handler om ens holdning til materiel rigdom og fattigdom. Man må gerne være rig, eller stræbe efter at blive rig, hvis man vil, men man må ikke gøre det til formålet med det hele. Man må ikke gøre sig åndeligt eller psykisk afhængig af sine materielle goder. Man må heller ikke tro, at ens rigdom (eller fattigdom, for den sags skyld) er tegn på, at man er moralsk overlegen. De åndeligt fattige er altså dem, hvis sindstilstand og selvtillid er uafhængige af deres materielle success.

De fattige i ånden er dem, der ikke er materialister.

Som Luther skriver i Jesu Kristi Bjergprædiken:

Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud.

Om at føle sig moralsk overlegen fordi man er rig, skriver han:

[Folk på Jesu tid troede at]: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

Om at føle sig moralsk overlegen, fordi man er fattig, skriver Luther:

… i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anordning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. …. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge, ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en Herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke meningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen Herre og fyrste. …

Krævementalitet på andres vegne er i orden

I Matthæus 5, 5 siger JK:

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

De sagtmodige er dem, der holder igen på deres krævementalitet.

Luther, i Jesu Kristi Bjergprædiken, forklarer sagtmodighed ved dets modsætning: at være “… skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., … Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, som den, der vil træde alting under sig, aldrig vil tåle eller vige, men fare frem som et hårdt vejr, ikke vil eller kan lade nogen komme til orde eller holde ham noget til gode, men øjeblikkelig farer op og buldrer løs, og ikke tænker på andet end på at hævne sig og slå igen.”

Luther kommenterer Matthæus:

[…] Her må du for det første atter forstå, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig. Den fører sværdet for at straffe de onde […]

Ifølge Luther er det altså ikke i strid med kristendommen, at øvrigheden straffer med brug af magt (”fører sværdet”). At føre sværdet betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis dødsstraf.

Han [Jesus, altså] taler nu blot om enkelte personer, hvordan enhver for sig skal forholde sig imod andre, uden for embedet og det offentlige styre; således som far og mor, […] hvor de ikke udøver deres fader og moderembede, […].

Altså, når man handler som ansvarlig for andre, på embeds vegne, behøver man ikke at være sagtmodig. Deraf overskriften, krævementalitet på andres vegne er i orden.

Der er et andet interessant tema i citatet ovenfor, nemlig at en far og en mor har et ”forældreembede”, og i udførelsen af dette embede behøver de ikke følge de kristne moralregler. Kristendommen er for eksempel ikke en hindring for, at forældre giver deres børn klø, forudsat at det sker i forbindelse med udøvelsen af forældreembedet, hvilket vel vil sige, at det sker til børnenes bedste. De fleste af os moderne danskere tæver selvfølgelig ikke vores børn, men det har ikke noget med kristen moral at gøre, det er bare fordi vi ikke synes, at det er en god ide.

[…] man må gøre forskel på de to ting: embedet og personen. Det er en hel anden mand den, som hedder Frank eller Morten, og den, som hedder kurfyrste eller doktor og præst.

En præst og en doktor – det vil formodentlig sige en teologisk doktor eller en teologiprofessor – er embedsmand, og i udførelsen af deres embeder som teologiprofessorer og præster behøver de heller ikke følge de kristne moralregler. De må godt skrue bissen på, og det gjorde Luther bestemt også.

[…] Derfor, når vi er i embede eller øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., […]. Ellers i det, der ligger uden for embedet, skal enhver lære for sin egen person at være sagtmodig mod alle og enhver. Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, […].

Dermed er det ikke forbudt øvrigheden at straffe og tage hævn […], men heller ikke indrømmet den nogen frihed, hvis en dommer, borgermester, Herre eller fyrste er en skælm […], og griber ud over sit embede efter egen vilkårlighed eller af misundelse, had og fjendskab, som det almindelig sker, under embedets og retfærdighedens skin og dække. […]

Her opstiller Luther altså en regel for myndighedspersoner: De må ikke handle af personlig misundelse, had eller fjendskab eller tilgodese sig selv på andres bekostning.

Paulus om ikke at underordne sig myndighederne

Man skal ikke tage Paulus for alvorligt, for Jesus selv er den eneste authoritative kilde til kristendommen. Men alligevel kan vi godt lige læse noget af det, han har skrevet.

Romerbrevet, kapitel 13, 1-7

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Her siger Paulus, at man skal ”underordne sig under” myndighederne. Og det er da også rigtigt, bortset fra at lidt civil ulydighed eller et oprør da godt kan være på sin plads ind imellem.

Hvis man læser nærmere efter hos Paulus, er det nemlig alligevel ikke altid, man skal underordne sig.

v1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.

At myndighederne er ”forordnet af Gud” betyder ikke, at de er ufejlbarlige og altid gør det rigtige. Myndighederne i Jerusalem henrettede jo for eksempel Jesus. Det betyder, at myndighederne i almindelighed har en nyttig funktion, og at vi derfor i almindelighed skal rette os efter dem. Det er de fleste nok enige i. Det medfører også, at der ikke er noget moralsk forkert i at adlyde myndighederne. For eksempel er der ikke noget moralsk forkert i at være soldat, hvis myndighederne forlanger det. Militærnægtelse er en politisk handling, så den kan ikke retfærdiggøres af kristen moral.

v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. […]

Grunden til, at man skal adlyde myndighederne, er altså: ”De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.” I nogle situationer holder dette argument ikke, og så gælder konklusionen heller ikke. Altså når myndighederene enten gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde, er det ikke nødvendigvis moralsk forkert at sætte sig op mod dem. Man skal bare huske, at man ”vil pådrage sig dom” hvis man gør det i situationer, hvor der ikke er rimelig grund til det. At man pådrager sig dom vil i praksis sige, at man står til regnskab over for sin samvittighed. Det gør man jo altid. Så det er der ikke noget kontroversielt i. Og en dom kan godt nogen gange lyde på frifindelse.

I Danmark idag er der selvfølgelig masser af situationer, hvor myndighederne gør livet surt for gode mennesker eller undlader at afskrække de onde. For eksempel beskytter myndighederne ikke effektivt borgerne mod voldskriminalitet. Det er forbudt at bære våben og bruge dem til at forsvare sig selv og andre, men det er ikke umoralsk, set fra et kristent synspunkt. Send en venlig tanke til Paulus.

v3 […] Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. […]

Her kommer Paulus med en lidt anden version of sit argument, nemlig at myndighederne handler til borgernes bedste. Heraf følger igen, at hvis myndighederne ikke handler til bedste for dem, de har ansvar for, men de for eksempel i stedet handler til deres egen fordel, så har man ingen moralsk pligt til at underordne sig.

I resten af teksten kører Paulus videre med nogle tamme borgerlige opfordringer til almindelig lovlydighed, som vi alle kan være enige i:

v4 […] Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. v7 Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Kristen moral gælder ikke i politik

Man kan ikke bruge kristen moral som argument for politiske holdninger.

Matthæusevangeliet, kapitel 22, 15-22

Teksten bruges til 23. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Den fortæller en historie om nogle farisæere, der forsøger at få Jesus til at blande sig i politik, nærmere bestemt skattepolitik. Men det vil han ikke.

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. v17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« v18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? v19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. v20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« v21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« v22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Det er lidt mærkeligt, at de spørger, om det er ”tilladt” at betale skat til kejseren. Hvorfor skulle det ikke være ”tilladt”? Måske har det noget at gøre med, at Jesus var galilæer, og der havde åbenbart været et skattenægteroprør i Galiæa, i form af et oprør mod Quirinius’ folketælling (den folketælling som fik Josef og Maria til at drage til Bethlehem). Se Judas of Galilee. Men det er en uvæsentlig detalje.

Jesus svarer med opfordringen til at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det indebærer at det ”tilladt” at betale skat til kejseren. Men det betyder mere generelt, at man skal ikke skal bruge religiøse og moralske regler i politik og statsadministration.

Derfor kan kristen moral ikke bruges i politik. Den har ikke noget med politik at gøre. Og omvendt har den underlige moral, man bruger i politik og i den offentlige debat til at dæmonisere anderledes-tænkende med, intet med kristendom at gøre.

Vi lægger også lige mærke til vers 15 og 16:

v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, …

Der var altså ifølget teksten en bevidst sammensværgelse mod Jesus. Den blev ledet af farisæerne, men det beskidte arbejde blev udført af deres disciple og herodianerne (tilhængere af Herodes-dynastiet).

Johannesevangeliet, Kapitel 18

v33 Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«

Originalteksten siger selvfølgelig judæernes konge, ikke jødernes konge.

Pilatus vil vide, om Jesus er kommet for at blande sig i politik. Det er han ikke, men på den anden side er han jo judæernes konge i religiøs forstand (og ikke blot judæernes konge men hele menneskehedens konge), så han svarer først lidt undvigende. Pilatus fortsætter:

v35 […]. Hvad har du gjort?« v36 Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«

Med andre ord, Jesus er ikke kommet for at blande sig i politik. Han er kun kommet for at blande sig i religion og moral.

Derfor kan kristen moral ikke tages til indtægt for politiske holdninger. Vi skal ikke lade os prakke politiske holdninger på af kristne moralske grunde. Vi skal ikke lade os dæmonisere og tro, at vi er onde eller umoralske elle uanstændige på grund af vores politiske holdninger..

Det er i præcis den forstand, og kun i den forstand, at man ikke kan ”blande religion og politik”.

Iøvrigt er det mærkeligt, at Jesus siger ”at jeg ikke skulle udleveres til jøderne / judæerne”. Det ville han næppe have sagt, hvis han selv var jøde / judæer. Måske var Jesus ikke jøde / judæer, i og med at han var galilæer.

Der er alligevel ingen hadepligt

Jo mere man sætter sig ind i kulturkristendommen, jo mere rimelig og fornuftig viser den sig at være.

Ricardt Riis forklarer et vers fra Lukas.

Lukas, Kapitel 14:

v26 Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

Det virker lidt overraskende, at disciplene skulle hade deres familier. Men det skulle de heller ikke. Ordene er blevet fordrejet. Matthæus har en bedre gengivelse:

Matthæus, Kapitel 10:

v37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

Disciplene skulle altså ikke hade deres familier. Det de skulle var at elske Jesus mere, end de elskede deres familier. Ideen var nok, at ellers ville de ikke følge ham.

Jesus har formodentlig sagt ordene på aramæisk. Derefter er de blevet gengivet på hebraisk, hvorfra Lukas oversatte dem til græsk, og endelig er de så oversat til dansk. Oversættelsen til dansk er god nok, men ifølge Riis er oversættelsen fra hebraisk til græsk kikset for Lukas.