Jesus selv er den eneste authoritative kilde

Johannes, Kapitel 14, Vers 6

v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Martin Luther fastslog princippet ”sola scriptura”, altså at der ikke er andre autoritative kilder til forståelse af kristendommen end biblen. Jesus selv skærper det i Johannes 14, 6 til, at den eneste autoritative kilde er ham selv, det vil sige hans ord og gerninger som de beskrives i Det nye Testamente.

At ”komme til Faderen” vil sige at forstå, hvad gud har gang i, altså hvad kristendommen går ud på. Den eneste måde at finde ud af det på, er at studere og fortolke hvad Jesus gjorde og sagde.

Der er en anden, mere almindelig tolkning Johannes 14, 6. Nemlig, at man ikke kan blive ”frelst” eller få ”syndernes forladelse” uden at tro på Jesus.

Men den fortolkning holder ikke. Det er ikke det, skriftstedet handler om. Læs bare næste vers:

v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

At ”kende min fader”, altså at kende gud, betyder selvfølgelig at kende hans dagsorden og vide, hvordan han vil have, at vi skal forholde os. Med andre ord, at forstå kristendommen. Det betyder ikke at blive ”frelst” eller få ”syndsforladelse”.

Læs diskussionen mellem Jesus og disciplene i de efterfølgende vers. Den handler ikke om frelse og syndsforladelse. Den handler om, at Jesus er gud. Og eftersom Jesus er gud, er det ham der er eksperten, hvad angår kristendom.

At Jesus er den eneste autoritative kilde til forståelse af kristendommen, har to væsentlige konsekvenser.

For det første er det gamle testamente ikke en kilde til kristendommen. Det handler jo ikke om Jesus. Der er ganske vist tradition for at læse nogle profetier om Jesus ind i det, men dem behøver vi ikke interessere os for længere. De var nyttige i gamle dage, når man forsøgte at omvende folk til kristendommen, som allerede troede på det gamle testamente. Men i vore dage er der ingen, der vil lade sig overbevise af nogle gamle profetier. Så dem kan vi godt skrotte.

For det andet skal vi være skeptiske over for alle, der kommer efter Jesus og forsøger at fortolke ham eller profetere om ham. Det var derfor, Jesus advarede os mod falske profeter.

Matthæus, Kapitel 7, Vers 15-16

v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem.

Det gælder også Paulus og Luther, for eksempel. De kan have ret i mange ting, men de kan også have uret. Vi kulturkristne er nødt til at bruge indersiden af hovedet.

Evangelisterne var ikke disciple

Det havde jeg godt nok aldrig tænkt over. Men det er sådan noget, man skal vide, hvis man vil være en god kulturkristen.

Vi så i sidste indlæg, at evangelisten Lukas oversatte Jesus’ ord fra hebraisk til græsk. Men Jesus talte jo aramæisk, så hvorfor oversatte Lukas ikke direkte fra aramæisk til græsk?

Rasmus Nøjgaard skriver på bibelselskabet.dk:

[…] Evangelisterne lever en generation efter Jesus, og var græsktalende. […] Evangelisternes navne er pseudonymer, og vi kender ikke deres rigtige navne. […] De var altså ikke Jesus’ disciple.

Hvis evangelisterne ikke selv kendte Jesus, er de selvfølgelig ikke pålidelige historiske kilder. Men det er ligemeget. Kristendommen handler ikke om den historiske Jesus men om Jesus, som han beskrives af evangelisterne.

Her er disciplenes navne, fra Matthæus 10, 2-4, med tilføjelse andre steder fra:

  • Simon Peter
  • Andreas, Peters bror
  • Jakob (på engelsk James), Zebedæus’ søn
  • Johannes, Jakobs bror (og dermed også Zebedæus’ søn, ligesom Jakob)
  • Filip
  • Bartholomæus
  • Thomas
  • Matthæus, tolderen
  • Jakob (på engelsk James), Alfæus’ søn
  • Thaddæus – antages at være identisk med Judas, Jakobs (på engelsk James’) søn fra Lukas 6, 16
  • Simon Kananæer – kaldet Simon zeloten (på engelsk Simon the Zealot) i Lukas 6, 15
  • Judas Iskariot

Navnene på to af de fire evangelister, Johannes og Matthæus, var også navne på disciple. Men navnene Markus og Lukas var ikke discipel-navne.

Ifølge Den Store Danske’s artikel om Johannesevangeliet, regner den kirkelige tradition Johannes, Zebedæus’ søn, altså disciplen Johannes, for at være forfatter til evangeliet. Så ifølge traditionen er evangelisten og disciplen Johannes altså den samme person.

Rasmus Nøjgaard skriver også, lidt skråsikkert:

Markus skriver sit evangelium ca. år 70, Matthæus år 80-90, Lukas år 80-100, Johannes ca. år 100.

Det er omsdiskuteret. Den britiske politiker og klassicist Enoch Powell mente, at Matthæus-evangeliet blev skrevet før de andre evangelier, og at det var den eneste kilde til Lukas-evangeliet. Det skrev han om i bogen The Evolution of the Gospel: A New Translation of the First Gospel with Commentary and Introductory Essay.

Updatering: Ricardt Riis oplyser i Kristi Himmelfartsdag flyttet? at det var evangelisten Lukas, der skrev Apostlenes Gerninger.

Der er alligevel ingen hadepligt

Jo mere man sætter sig ind i kulturkristendommen, jo mere rimelig og fornuftig viser den sig at være.

Ricardt Riis forklarer et vers fra Lukas.

Lukas, Kapitel 14:

v26 Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

Det virker lidt overraskende, at disciplene skulle hade deres familier. Men det skulle de heller ikke. Ordene er blevet fordrejet. Matthæus har en bedre gengivelse:

Matthæus, Kapitel 10:

v37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

Disciplene skulle altså ikke hade deres familier. Det de skulle var at elske Jesus mere, end de elskede deres familier. Ideen var nok, at ellers ville de ikke følge ham.

Jesus har formodentlig sagt ordene på aramæisk. Derefter er de blevet gengivet på hebraisk, hvorfra Lukas oversatte dem til græsk, og endelig er de så oversat til dansk. Oversættelsen til dansk er god nok, men ifølge Riis er oversættelsen fra hebraisk til græsk kikset for Lukas.