Krævementalitet på andres vegne er i orden

I Matthæus 5, 5 siger JK:

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

De sagtmodige er dem, der holder igen på deres krævementalitet.

Luther, i Jesu Kristi Bjergprædiken, forklarer sagtmodighed ved dets modsætning: at være “… skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., … Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, som den, der vil træde alting under sig, aldrig vil tåle eller vige, men fare frem som et hårdt vejr, ikke vil eller kan lade nogen komme til orde eller holde ham noget til gode, men øjeblikkelig farer op og buldrer løs, og ikke tænker på andet end på at hævne sig og slå igen.”

Luther kommenterer Matthæus:

[…] Her må du for det første atter forstå, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig. Den fører sværdet for at straffe de onde […]

Ifølge Luther er det altså ikke i strid med kristendommen, at øvrigheden straffer med brug af magt (”fører sværdet”). At føre sværdet betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis dødsstraf.

Han [Jesus, altså] taler nu blot om enkelte personer, hvordan enhver for sig skal forholde sig imod andre, uden for embedet og det offentlige styre; således som far og mor, […] hvor de ikke udøver deres fader og moderembede, […].

Altså, når man handler som ansvarlig for andre, på embeds vegne, behøver man ikke at være sagtmodig. Deraf overskriften, krævementalitet på andres vegne er i orden.

Der er et andet interessant tema i citatet ovenfor, nemlig at en far og en mor har et ”forældreembede”, og i udførelsen af dette embede behøver de ikke følge de kristne moralregler. Kristendommen er for eksempel ikke en hindring for, at forældre giver deres børn klø, forudsat at det sker i forbindelse med udøvelsen af forældreembedet, hvilket vel vil sige, at det sker til børnenes bedste. De fleste af os moderne danskere tæver selvfølgelig ikke vores børn, men det har ikke noget med kristen moral at gøre, det er bare fordi vi ikke synes, at det er en god ide.

[…] man må gøre forskel på de to ting: embedet og personen. Det er en hel anden mand den, som hedder Frank eller Morten, og den, som hedder kurfyrste eller doktor og præst.

En præst og en doktor – det vil formodentlig sige en teologisk doktor eller en teologiprofessor – er embedsmand, og i udførelsen af deres embeder som teologiprofessorer og præster behøver de heller ikke følge de kristne moralregler. De må godt skrue bissen på, og det gjorde Luther bestemt også.

[…] Derfor, når vi er i embede eller øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., […]. Ellers i det, der ligger uden for embedet, skal enhver lære for sin egen person at være sagtmodig mod alle og enhver. Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, […].

Dermed er det ikke forbudt øvrigheden at straffe og tage hævn […], men heller ikke indrømmet den nogen frihed, hvis en dommer, borgermester, Herre eller fyrste er en skælm […], og griber ud over sit embede efter egen vilkårlighed eller af misundelse, had og fjendskab, som det almindelig sker, under embedets og retfærdighedens skin og dække. […]

Her opstiller Luther altså en regel for myndighedspersoner: De må ikke handle af personlig misundelse, had eller fjendskab eller tilgodese sig selv på andres bekostning.

Kristen moral og de to regimenter ifølge Luther

Kristen moral fremstilles først og fremmest i Bjergprædikenen, Matthæus 5-7. Den kan læses hos Bibelselskabet: Bjergprædikenen (kapitel 5-7).

Bjergprædikenen er udlagt af Martin Luther himself i skriftet Jesu Kristi Bjergprædiken, 1531 eller 1532. Det kan læses i dansk oversættelse hos Finn B. Andersen: Jesu Kristi Bjergprædiken eller Jesu Kristi Bjergprædiken, eller hos Ricardt Riis: Prædikener over Matt 5-7.

Bjergprædikenen er der, hvor Jesus giver ordre til, som Luther opsummerer det,

… ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv

Det fremgår af Luthers udlægning, at de moralske påbud i Bjergprædikenen ikke gælder i situationer, hvor man har ansvar for andre mennesker. De gælder kun, hvor man selv bærer alle omkostninger ved sine handlinger. Man kan ikke vende den anden kind til eller være næstekærlig på andres vegne. Hvis man har ansvar for andre, er kristendommen ikke til hinder for, at man forsvarer dem med al nødvendig brutalitet. I den forstand handler den kristne moral om uselviskhed, ikke fejghed.

Den kristne moral er i ekstrem grad uselvisk, og det er et ædelt træk. De mange tidlige kristne, der blev torteret og dræbt for deres tro var naturligvis ikke slavenaturer, men helte. Nietzche havde helt uret, når han kaldte kristen moral en slavemoral.

Luther siger tidligt i sit skrift,

Guds Ord [dvs Jesu ord i Bjergprædikenen] er ikke her i verden for at lære, hvordan […] en borgermester skal regere, […]

Så en borgmester skal ikke følge den kristne moral, når han udøver sit hverv. Det udvider Luther så i løbet af teksten til at gælde ikke blot borgmestre men også præster, lærere, fyrster, prinser, embedsmænd, dommere, bødler, soldater, fædre, mødre, ægtefæller, osv. Politikere og embedsmænd og folk, der ligesom fædre, mødre og ægtefæller har ansvar for andre, er ikke underlagt Bjergprædikenens moralske instrukser for så vidt angår udøvelsen af deres hverv.

I Luthers Tyskland var fyrsterne og prinserne samfundets lovgivende og udøvende magt. De svarer i dag ikke blot til folketingsmedlemmer og ministre, men også til vælgere, for i vores demokratiske system har vælgerene i teorien det endelige ansvar for lovgivningen og regeringsførelsen. Vælgerne er en slags prinser, fyrster og embedsmænd i Luthersk forstand, så de er heller ikke underlagt Bjergprædikenens moralbud når de sætter krydser eller skriver kronikker.

Kristendommen adskiller altså politik og religion i den forstand, at i politik gælder Bjergprædikenen og dens moralregler ikke. Så hvis man hævder, at man skal føre en ”anstændig” politik på et eller andet område, fordi det siger Jesus selv at man skal, så er det et misbrug af kristendommen.

Ifølge Luthers udlægning er Bjergprædikenens anvendelsesområde begrænset. Den gælder kun, når men handler helt på egen hånd og for egen regning. Den gælder ikke engang, når man handler på sin families vegne. Og selv når man handler på egen hånd og for egen regning, er der begrænsninger.

Luthers ide om, at Bjergprædikenen kun gælder for den enkelte person, og kun når han handler på egne vegne og selv bærer omkostningerne ved sine handlinger, kaldes læren om de to regimenter (dvs to styreformer, ikke to hærenheder). Han har udviklet den især i to skrifter, ”Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse”, fra 1523, og ”Jesu Kristi Bjergprædiken”, 1532. Det senere skrift er længere og mindre kendt, men bedre. Det virker som om Luther har haft tid til at tænke grundigere over tingene og er nået til en mere logisk og afklaret opfattelse.

De syv tegn

I Johannesevangeliet laver Jesus syv mirakler:

2, 1-11: Brylluppet i Kana: Vand til vin
4, 46-54: Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn
5, 1-15: Den lamme ved Betesdas dam (2. tekstrække, 14. søndag efter trinitatis)
6, 1-15: Bespisningen af de 5000 i ørkenen
6, 16-21: Vandringen på søen
9, 1-41: Helbredelsen af den blindfødte
11, 19-45: Opvækkelsen af den døde Lazarus (2. tekstrække, 16. søndag efter trinitatis)

De syv mirakler kaldes også syv tegn, nemlig tegn på, at Jesus er guds søn. De skal ikke forstås som eksempler til efterfølgelse – eksempler på, hvordan man kan gøre gode gerninger. De er jo mirakler, som vi andre ikke kan gøre efter. De er simpelthen den måde, Jesus fastslår sin autoritet på, så folk bliver motiveret til at høre efter, hvad han har at komme med.

Den 16. søndag efter trinitatis kaldes ”efterårets påske”. Opvækkelsen af Lazarus ses som et forvarsel om, at Jesus selv ville opstå fra de døde – og at vi andre vil gøre det samme, tror jeg nok.

Men der er en væsentlig forskel på Lazarus og Jesus. Lazarus blev opvækket til at leve videre på her på jorden, mens Jesus “opfor til himmels”. Så det er lidt langt ude at se opvækkelsen af Lazarus som et forvarsel om Jesu opstandelse. Det er to forskellige ting. Men det er heller ikke nødvendigt med et forvarsel.

Hvad der er vigtigere er, at kristendommen ikke lover os forlænget levetid eller nogensomhelst andre goder her på jorden. Tilfældet Lazarus er ikke noget vi kan håbe på, vil blive gentaget. Tilfældet Jesus giver håb om evigt liv, men det er desværre noget vi ikke kan iagttage eller vide noget om. Det evige liv kommer i givet fald til at foregå oppe i himmeriget og på “den yderste dag”, langt væk fra vores nuværende synsfelt.

I første tekstrække bruger man til 16. søndag i trinitatis også en tekst, der handler om at Jesus opvækker en død: Lukasevangeliet 7,11-17, hvor Jesus uden for byen Nains port opvækker en enkes eneste søn fra de døde, som man siger. Det gjorde han ikke for at vise sig, men fordi han ”ynkedes” over enken. Effekten var imidlertid den samme – ekstremt god presse:

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Nå, det her var ikke særlig dybsindigt. Bare lidt kulturkristen almendannelse. Jeg håber at komme med noget mere provokerende stof om ikke så længe.