De fattige i ånden og de enfoldige

Bjergprædikenen, Matthæus 5

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Nogle oversættelser siger ”de enfoldige”, i den tro at ”de fattige i ånden” betyder de svagt begavede eller de naive eller de ukultiverede. Men det er forkert.

Luther gør klart, at de fattige i ånden er noget helt andet.

At være åndeligt fattig handler ikke om begavelse eller uddannelse, og heller ikke om at være materielt rig eller fattig, men det handler om ens holdning til materiel rigdom og fattigdom. Man må gerne være rig, eller stræbe efter at blive rig, hvis man vil, men man må ikke gøre det til formålet med det hele. Man må ikke gøre sig åndeligt eller psykisk afhængig af sine materielle goder. Man må heller ikke tro, at ens rigdom (eller fattigdom, for den sags skyld) er tegn på, at man er moralsk overlegen. De åndeligt fattige er altså dem, hvis sindstilstand og selvtillid er uafhængige af deres materielle success.

De fattige i ånden er dem, der ikke er materialister.

Som Luther skriver i Jesu Kristi Bjergprædiken:

Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud.

Om at føle sig moralsk overlegen fordi man er rig, skriver han:

[Folk på Jesu tid troede at]: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

Om at føle sig moralsk overlegen, fordi man er fattig, skriver Luther:

… i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anordning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. …. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge, ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en Herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke meningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen Herre og fyrste. …

Jesus tog ikke afstand fra dødsstraf

Ricardt Riis antyder i Dawkins igen at Jesus vendte sig mod den gammeltestamentlige regel om dødsstraf for utugt. Han henviser selvfølgelig til Johannes-evangeliet 8,1-11 ”om horkvinden, der førtes frem for Jesus, og Jesus, der beder den, der er syndfri om at kaste den første sten, hvorefter de går bort, de ældste først.”

Men Jesus vender sig ikke mod dødsstraf som sådan. Det, han vender sig mod, er, at straffen udføres af selvretfærdige lægfolk. Han udtaler sig hverken for eller imod dødsstraf, hvis den udføres af en behørigt autoriseret bøddel.

Jesus skelner, ligesom Luther, mellem det åndelige og det verdslige regimente. Om der skal være dødsstraf eller ej er et politisk spørgsmål, som hører under det verdslige regimente, og det blander Jesus sig ikke i. Om almindelige lægfolk skal give afløb for deres selvretfærdige harme ved at stene en forbryder, hører derimod under det åndelige regimente, og her siger Jesus fra. Ikke fordi han nødvendigvis er imod dødsstraf, men fordi han er imod selvretfærdighed og moralsk fordømmelse.

Hvad med lidt nærlæsning af teksten?

v10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« v11 Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Det her handler tydeligvis om moralsk fordømmelse, ikke om kriminallovgivning. Vi må ikke fordømme hinanden moralsk. Straffelovgivning er en helt anden sag, som Jesus ikke beskæftigede sig med.

Det er faktisk ret slående, at Jesus ikke fordømte kvinden. Hun var forbryder efter datidens lovgivning, og utugt var umoralsk ifølge Jesus.

Hvis Jesus ikke fordømte umoralske forbrydere, hvad er så meningen med, at vi andre går rundt of fordømmer og dæmoniserer vores politiske modstandere?

Luther mente iøvrigt heller ikke, at Jesus vendte sig mod dødsstraf. I Jesu Kristi Bjergprædiken, Matthæus 5-7, skrev han:

Men til en dommer siger han [Jesus]: Slår du ikke ihjel og straffer, så skal du selv straffes.

Det her er Luther’s egen fortolking, for Jesus opstiller faktisk ikke direkte den citerede regel for dommeres embedsførelse. Men sætningen viser, at Luther ikke opfattede historien om den utugtige kvinde som et indlæg mod dødsstraf.

Religionsfrihed

Ricardt Riis skriver i Tossegodhed eller kristentro, at ”det hører med til vor kristne arv, at staten skal være sekulær: den skal ikke favorisere den ene religion fremfor den anden.”

Det kan ikke passe.

For det første var katholicismen og siden den lutheranske protestantisme statsreligion in Danmark i mange århundreder. Det var forbudt at dyrke andre religioner, medmindre man havde fået lov til det som et særligt privilegium.

For det andet favoriserer staten stadig folkekirke-kristendommen.

For det tredie er det et politisk spørgsmål, om staten skal favorisere den ene religion frem for den anden, og den lutheranske kristendom, som er vores arv, har ikke noget at sige om politik. Religionsfrihed, forstået som friheden til at dyrke andre religioner, var en ide, som kom fra den franske revolution, altså bestemt ikke fra kristendommen. Et påbud om at tro på kristendommen ville høre til det verdslige regimente, og det kan derfor ikke høre til den kristne arv. Men også religionsfriheden hører til det verdslige regimente. Friheden til at tro eller ikke tro på kristendommen, men ikke friheden til at dyrke andre religioner, ligger altså i vores kristne arv.